Dankurd Weblog om værested for gadebørn i Irakisk Kurdistan

Medens værestedet til arbejdende børn oprettes, kan du her følge arbejdet og situationen i irakisk Kurdistan ved at læse projektkoordinator Lone Bendixens weblog.

Weblog
Af projektkoordinator Lone Bendixen
Hawler (Erbil), Kurdistan, Irak

23. april
Åbningsdagen er overstået. Veloverstået. Vi havde fine gæster, der alle var meget imponerede. Borgmesteren kom, viceamtsborgmesteren kom, socialministeriet og uddannelsesministeriet kom, vores sponsor kom, Kurdistan Save Childrens Rights Organization kom, KDP Danmark kom og pressen kom. Mange af gadebørnene havde vand i håret og rent tøj på. Ali havde fået en ny skjorte og Sadiqs venner havde samlet ind til et par nye sko til ham. De skinnede blankt og havde kostet 6500 dinar (cirka 30 kroner) fortalte han mig stolt. Jeg holdte åbningstale, takkede alle der har hjulpet med etableringen og så var manager Amir og jeg blevet enige om, at det skulle være et barn, der klippede åbningssnoren over. Det blev en repræsentant fra vores nyoprettede Arbejdende Børns Råd Rebwar på 12 år, som sælger batterier i bazaren. Jeg sagde, at her på Amez Center, synes vi at børn som Rebwar er det vigtigste og derfor skulle han klippe åbningssnoren over. Så klappede de alle og Rebwar sagde meget lavt "Værsgo´". Manager Amir præsenterede aktivitetslokalerne – først hyggerummet, så klasseværelset, socialarbejdernes rum og computerlokalet. Ovenpå besøgte vi billedkunstlokalet samt dramarummet, hvor der var opstillet stole, så vi kunne sidde og se teaterstykket. Børnene havde øvet hele dagen og det gik perfekt. En af journalisterne brød simpelthen sammen og hulkede, fordi han blev så påvirket. Bagefter greb han fat i en lille dreng, der hedder Ibrahim og kyssede og krammede ham – helt overstrømmet af følelser. Til sidst blev han nødt til at forlade rummet og gik ned og sundede sig på manager Amirs kontor. Andre var også meget påvirket og da stykket var færdigt vendte borgmesteren sig mod mig og sagde, at han gerne ville give os mad til værestedet i fremtiden.Viceamtsborgmesteren sagde, at det da var utroligt, at der kunne være så mange aktiviteter i sådant lille hus. Det var en stor glæde for mig at høre de rosende ord. Til sidst gik vi i musiklokalet og hørte to af de 12 numre, som musiklærer Lukmin har forberedt. Der var 6 solosangere og en supergod danser. Goran sang også solo, og han så slemt stolt ud, da folk klappede. Sangene var lidt sjove åbenbart, for det fik smilet frem hos de fleste. Jeg forstod ikke så meget, må jeg desværre indrømme, men der var vist en sang, der handlede om en nabokone, som var tyk. Da jeg stod der og kiggede på alle børnene følte jeg mig bare så stolt over dem. Tænk bare på hvor kaosagtigt det var for 3 måneder siden og nu sad de på række og var så dygtige. Jeg fik lidt våde øjne, må jeg indrømme. Efter musikken gik vi ud på taget og her sagde viceamtsborgmesteren nogle bevingede ord, som at Amez Centeret tydeligvis var en succes, at han håbede at det kunne inspirere andre og han roste mit arbejde og ønskede tillykke. Det var en rigtig dejlig dag. Det var også afslutningen på mit arbejde som projektkoordinator af værestedet. Nu går jeg andre veje, men følger selvfølgelig stadig Amez Centeret tæt, men her på webloggen hører I ikke mere om etableringen af værested for arbejdende børn. Tak til alle Jer, der har læst og kommenteret webloggen, det har været dejligt at høre, at mange har haft interesse for at læse om værestedet.
Kærlig hilsen Lone.

20. april
Kak Ahmed og jeg har været ude og købe blomster til haven. Da vi kom tilbage var mange af børnene meget interesseret i at dufte til blomsterne og med at hjælpe med at gøre haven fin til åbningsdagen på søndag. Der er, er vild forvirring over gardinerne og skrædderen har været her mange gange. Drengen Goran kom ind på kontoret i dag og ville snakke med Amir. I går havde han slået to små drenge med en jernstang og nu kom han for at sige, at han absolut intet havde gjort. Episoden i går var en af mange episoder, hvor Goran er involveret. Han har været i børnefængsel flere gange for dårlig opførsel og spiller generelt set ret sej. Han går ikke i skole, men jeg har set ham i bazaren, hvor han trækker kærrer med varer for folk. Uh, det så alt for hårdt ud. Han er glad for Amez Center – især for musiklokalet og kommer hver dag. Han vil gerne gå til hånde, men har generelt set svært ved at koncentrere sig og opføre sig ordentligt ude i aktivitetslokalerne. Jeg sagde ingenting, men lyttede bare til samtalen. Manager Amir sagde blandt andet, at Goran ikke skulle lyve overfor ham, for han havde selv set det hele. "Jeg blev gal, da jeg så dig opføre dig på den måde. Jeg siger til folk, at du er som min lillebror og jeg kan meget godt lide dig, men jeg forstår ikke hvorfor du gør sådan noget." Så krakelerede facaden og Goran begyndte at græde og skjulte ansigtet i armen. Amir afsluttede "Amez Center er ikke mit hjem. Det er dit hjem og du er altid velkommen til at komme her. Gå nu ud og vask dit ansigt." Jeg synes det var så fint gjort og Goran skal nok blive bedre. Han har i hvert fald fundet en voksen, som han respekterer og lytter til.

22. april
Vi holder åbningsdag i morgen. Teaterrummet ser efterhånden fantastisk ud med mit hjemmedesignede himmelblå teatertæppe med guldstjerner og fotoudstilling af ansigtsmalede gadebørn, selvom jeg oplevede ret underlige blikke, da jeg fremlagde mit forslag. Teaterlærer Mohammed har lavet et stykke, der handler om børn, der arbejder, deres forældre, der presser dem til at arbejde og om politiet de møder på gaden. Børnene kunne ikke helt deres replikker og der var lidt snik snak og hoveder der poppede frem på de forkerte tidspunkter. Mohammed har igen skrevet et virkelig godt stykke, der beskriver de børn, der kommer på Amez Center, men de skal vist øve sig lidt mere. Lad os nu se. Musik- dramalærer og manager har så sent som i dag presset på, for at vi skal lave en scene på taget, hvor jeg kan holde åbningstale og børnene kan spille musik og teater, men jeg har meget diktatorisk besluttet, at vi skal vise Amez Center som det er. Det vil sige børn og lærere skal være i aktivitetslokalerne, så gæsterne kan få et indtryk af hvordan hverdagen er og hvilke faciliteter vi har. Måske er det af høflighed at ingen har sagt mig imod.

5. april
I dag blev jeg sur. Vi havde købt nogle små borde, som bare ikke var solide nok til et center for børn. Derfor tog chauffør Ahmed og jeg i morges tilbage til forretningen for at få pengene tilbage. Jeg blev siddende i bilen, medens Ahmed gik ind i forretningen for at ordne det. Han kom tilbage og sagde, at det ikke kunne lade sig gøre og at jeg skulle komme ind i forretningen. Logisk nok prøvede chefen at få mig til at købe noget andet for de sølle 25 dollars, men spurgte dog, om jeg bare var interesseret i at få pengene tilbage. Jeg sagde, at jeg var interesseret i at få pengene tilbage og forklarede at bordene ikke var stærke nok til børn. Så spurgte han, om bordene var betalt med penge fra mit kontor og jeg bekræftede naturligvis. Så sagde han, at jeg havde kopieret kvitteringen og nu tog pengene i min egen lomme. Helt ærligt for 25 dollars? ”Beskylder du mig for at snyde”, spurgte jeg. ”Jeg ved godt at du har kopieret kvitteringen og nu kommer tilbage for at tage pengene” sagde ham på en meget uforskammet måde. Så sagde jeg til idioten, at han kunne beholde sine borde og sine penge og at jeg ikke var på hans niveau. Så skred jeg ud af forretningen, gik ud til pickuppen, tog bordene ned på fortovet og satte mig ind i bilen. Så kom Ahmed og satte sig ind i bilen, gav mig 25 dollars, og så kørte vi hen til en anden forretning for at købe nogle meget bedre borde hos et meget sødere personale.

2. april
i morges kom dramalærer Mohammed og sagde, at han stoppede. Nå? Jo, han havde fået nyt job hos Kurdistan Red Barnet fra Sulaimani, som lige var kommet til Hawler. Jeg var meget overrasket over det, eftersom jeg ved, at vores partnerorganisation i Sulaimani forgæves har forsøgt at komme til at arbejde i Hawler i mange år. Så sagde jeg, at i går bare var en aprilsnar, men han sagde, at han længe havde tænkt på det og lønnen var også bedre der. Jeg var helt målløs, men sagde at det selvfølgelig også var en god organisation. Med mit skrattende kurdisk sagde jeg, at jeg ikke havde lyst til at han skulle arbejde for dem. ”Jeg har lyst til at du arbejder her”, sagde jeg. Så grinede han og rev sin opsigelse i stykker og sagde forsinket aprilsnar. Hm hm hm.

1. april
Hæ hæ hæ. I dag fortalte jeg Manager Amir, at jeg havde modtaget svaret på vores statusrapport fra Projektrådgivningen. Der stod at Amez Center lukker, hvis jeg ikke skaffer 60 000 dollars i løbet af en måned. Desuden fortalte jeg ham, at personalelønningerne falder med 50 dollars fra næste måned, at vi bliver nødt til at fyre vores chauffør Ahmed, som er den sødeste ansatte og som ordner så mange praktiske ting for os. Amir spurgte tre ansatte om de ville acceptere en lønnedsættelse på 50 dollars og de sagde alle, at de ville finde et nyt job. Amir var helt deprimeret og sagde, at det virkelig var et problem og hvad skulle vi gøre osv osv. Da dagen var omme spurgte jeg ham, hvilken dato vi havde og at det hele var Aprilsnar, eftersom svaret på statusrapporten endnu ikke er kommet. Alle var helt færdige af grin og de syntes at jeg var en meget god skuespiller. Ho ho ho..

28. marts
Amez center har fået tilført midler og nu skal vi i gang med at lave de sidste indkøb som spil til hyggerummet, nogle små borde, en printer, print af brochurer og nye strenge til violinerne. Når skrædderen er færdig med gardinerne inviterer vi til officiel indvielse af værestedet. Jeg har skrevet invitationen. Vi lægger planer om reklamer, seminarer og nye storslåede aktiviteter. De penge har virkelig tilført ny energi. Jeg har lovet at hjælpe frivilligt til på værestedet frem til åbningsdagen.

26. marts
KRG har nu betalt den første rate af de lovede midler. Pyha. Til sidst sad jeg og ventede i 3 timer på vice socialministerens røg- og mandefyldte kontor og da jeg gik, havde jeg en check i hånden. Hurra. Jeg har også fået de underskrevne dokumenter på at vi modtager lidt mere end 100.000 dollars. Når en statsautoriseret revisor har tjekket regnskabet modtager vi næste rate osv. Jeg kæmpede hårdt for at det regnskab bliver for hele projektet samlet.

25. marts
I dag holdte Amez Center kurdisk nytår i centeret med daf-trommer og sang. Alle havde vist en dejlig dag.

21. marts
I dag er det kurdisk nytår og Amez Center holder lukket. Vi har heller ikke flere penge tilbage, så det passer jo udemærket. Alt er grønt og frodigt i øjeblikket. Vi ville gerne have taget børnene ud på en picnic til Nawroz, men det blev ikke til noget, fordi der ingen penge er. Øv.

17. marts
Nu har jeg mindre end 14 dage tilbage som officiel projektkoordinator og for hver dag der går, har jeg færre og færre administrative ting at se til. Jeg håber virkelig at de sidste officielle ting lykkes, så jeg kan træde helt ud på sidelinien. Det har været ret træls med de samme forklaringer igen og igen samt rutiner i ministerierne. Hvis ikke værestedet havde stået færdigt og modtaget alle de skønne drenge, så havde jeg været helt flad. Værestedet fungerer. Det virker dog som om mange har glemt lidt, hvad formålet egentligt er med værestedet. Derfor har jeg i de sidste par uger lige måtte gentage for personalet, at til trods for deres mange gode ideer, som vi også godt kan lave nogle af, så er det vigtigste at vi hjælper arbejdende børn tilbage i skolen eller modtager behandling for fysiske eller psykosociale problemer. Plus at der kommer en masse arbejdende børn på værestedet og at de har adgang til de forskellige aktiviteter. Det er er selvfølgelig ret svært at afvise børn over 14 år og søde skolepiger fra fine familier, som også har lyst til at komme på centeret, men det er strengt taget ikke projektets formål, og centeret kan desværre ikke modtage alle.

16. marts
I dag blev det kemiske angreb på byen Halabja markeret med 2 minutters stilhed kl. 11 i hele Kurdistan. Da jeg var på vej til arbejde, besluttede trafikpolitiet at stoppe trafikken 5 minutter før klokken elleve og herefter 2 minutters stilhed. Det vil sige, at jeg 100 meter før værestedet holdt stille i sammenlagt 7 minutter. På værestedet havde Mohammed arrangeret en teaterdag. Han havde lavet et meget flot stykke arbejde, kunne jeg tydeligt se. Masser af teaterstykker. Om angrebet på Halabja, der fik mange af os til at knibe en tåre, om arbejdende børn, om børn der bliver slået, om at man ikke skal smide affald på gaden og meget mere. Alle var meget glade. 

6. marts
I dag har jeg malet ansigter sammen med assistance fra dramalærer Mohammed. Jeg havde taget noget børnevenligt ansigtsmaling og et hæfte med anvisninger på ansigtsmaling med fra Danmark. Så tog jeg billeder af alle børnene, som vi kan bruge som dekoration i det pt. ret kedelige dramarum.

19. februar
Computeren er gået i stykker. Elektriciteten er af ret svingende karakter og opladeren er simpelthen brændt sammen. En ny findes måske i en anden by. Derfor bliver webloggen nok ikke fornyet i ret lang tid. Eller så må jeg skrive lidt dagbog i hånden og oploade det senere.

16. februar
I morges vågnede jeg op under en tyk dyne af sne. Senere på dagen udviklede det sig til regulær snestorm. Det har regnet, haglet, tordnet og lynet kraftigt i den seneste tid og gaderne har nogle gange lignet floder. Tågen har været tyk som vat. Der er også meget smeltevand fra bjergene, for foråret titter frem ind imellem, og sammen med al nedbøren er floderne er gået over bredderne. Hawler som ligger på et fladt område har været slemt ramt af oversvømmelserne. Bilerne går i stå. Noget af personalet har ikke kunnet komme på arbejde. Mange tusinde kurdiske familier har måtte forlade deres hjem.

5. februar
Herhjemme arbejder jeg stadig på at få de sidste aftaler på plads. Statusrapporten er sendt til gennemsyn hos Dankurds bestyrelse og jeg venter på de sidste budgetrapporter, så jeg kan få tjekket budgettet. Indtil videre ser det fint nok ud. På grund af Mohammedtegninge-krisen, har vi besluttet os for at udsætte den officielle indvielse af værestedet. Der er nok ingen grund til at nævne Danmark i øjeblikket. Najeeba har også trukket udbetalingerne til værestedet ud, så det kniber med at få ordnet de sidste indkøb, hvilket er helt uacceptabelt. Jeg mægler mellem værestedets personale og KSCRO´s personale og forsøger stærkt at få dem til at kommunikere direkte og spørge hinanden, hvis der er noget, de ønsker. Penge eller budgetoplysninger for bare at nævne de mest oplagte eksempler. Ingenting er hemmeligt. Det skal begge parter vide. Det har åbenbart været svært for dem at gribe knoglen eller troppe op hos hinanden, og det har altså skabt nogle konflikter, primært på grund af misforståelser og uvidenhed. Jeg tror dog, at vi er ved at få opklaret de værste misforståelser og mon ikke vi snart alle kan glæde os over resultatet?

14. februar
I dag var der demonstration i Hawler over Jyllandspostens Mohammedtegninger. Jeg kender en kurdisk pige, der arbejder på en lokal tv-station og ifølge hende var rigtig mange på gaden. Jeg skal have tjekket avisen i morgen, for at se om der står noget om det.  Tv´et virker ikke, så jeg kan ikke tjekke nyhederne. Jeg er begyndt at få forfølgelsesmareridt og har overvejet at tage hjem, men jeg tror egentligt ikke det er sikrere i Danmark. Danmark står øverst på terroristernes mest ønskede bombemål, er jeg sikker på. Jeg bor uden for Hawler i et meget sikkert område, hvor der bor mange fine familier, så sikkerheden er ekstra god her.

11.februar
Jeg har i mange måneder efterhånden, forsøgt at få computerlæreren Mariwan til at lave en brochure om værestedet, en på engelsk og en på kurdisk. Nu har han lavet en, som både er på kurdisk og engelsk! Og alle de fine fotos han har taget af børnene i basaren, har han ikke brugt. Suk. Jeg har også spurgt til den fotoudstilling han skulle forberede, men nu er det et problem med computeren. Nu har jeg selv fundet alle billeder frem, som jeg har af arbejdende børn fra Hawler, både Mariwans og mine egne, og så håber jeg, at vi kan stykke en fin udstilling sammen, som skal hænge i hyggerummet. Hyggerummet fungerer efterhånden ret godt. Her sidder børnene og leger og snakker med socialarbejderne inden de går videre rundt i huset. jeg har været ude og købe nogle tæpper til hyggerummet, som de kan sidde og lege på og så har vi flyttet alle stole og borde ud under halvtaget, hvor børnene spiser til frokost.

9.februar
Jeg er blevet lidt utryg over, at Mellemøsten koger så meget over Jyllandspostens Mohammed tegninger. Der har været en fredelig demonstration i byen Sulaimani 300 km herfra, men ellers mærker jeg ikke noget til opstanden udover at personalet har spurgt ind til det. Jeg sad til møde med Najeeba, som stadig er ret utilfreds med det hele, selvom alt faktisk går efter planen. For en måned siden fortalte jeg, at jeg ønskede en mere aktiv deltagelse fra deres side, og nu bliver hun ved med at snakke om at hun ikke føler hun tager del i projektet. Imedens kørte Al Arabia, hvor kære Dannebrog blev brændt af og plakater med Anders Fogh Rasmussen blev beskudt. Jeg ved ikke hvor det var, men det føltes ikke rart at se på. Der er mange, der har rådet mig til at være meget forsigtig og derfor arbejder jeg lidt hjemmefra indtil situationen forhåbentligt falder til ro. Jeg skal have skrevet en statusrapport til Projektrådgivningen og have kigget budgettet igennem, så på en måde, er det rart nok at få ro til det. Med 70 børn på værestedet kan det blive ret larmende.

5.februar
I dag tog jeg tidligt ind i basaren sammen med TV- journalisten Katja for at filme gadebørnene, medens byen vågnede. Vi mødte så mange af de drenge, som kommer på værestedet og de smilede glade og kom hen til os. Det var vist lidt specielt for dem, at de kendte sådanne nogle spændende udlændinge. Vi havde to mænd med, som kunne passe lidt på os. Politi og sikkerhedstjenesten var flere gange henne og spørge hvor vi kom fra og folk stimlede hurtigt sammen om den kvindelige tv-journalist. De vil ikke have, at Al Jazeera eller andre arabiske kanaler filmer i det kurdiske område. Jeg kunne høre, at nogle mænd, der hang ud på gaden, snakkede om, at vi enten måtte være arabere eller englændere. På grund af uroen omkring Jyllandspostens Mohammed tegningerne, så kommer jeg nu fra Sverige, og da sikkerhedstjenesten fik det at vide, var det store smil og hjertelig velkommen. Politiet var dog ikke særligt søde overfor gadedrengene. I går tog de gadedrengen Nechirvans skopudserudstyr, så lærer Mohammed gik på politistationen for at høre hvordan de kunne få tingene tilbage. Medens vi stod og snakkede med Azad, som kører varer for folk på hans kærre, greb politiet fat i hans bror Asos krave og skubbede ham voldsomt væk med nogle høje tilråb. Ingen af Azads mange søskende går i skole.

4. februar
Jeg var hjemme og se gadedrengen Nechirvans hjem I dag. Tv-journalisten Katja filmede ham. Jeg synes egentligt ikke, at maden vi serverer på værestedet er speciel fantastisk, men da jeg hørte, hvad Nechirvan får at spise til dagligt, kan jeg godt se, at det er et ordentligt måltid vi serverer. Han er ikke engang en af de fattigste. Til morgenmad får han bulgur og kikærter, til frokost får han to stykker hvidt brød uden noget og til aftensmad får han te, brød og yoghurt. En gang om ugen får han kød. På værestedet serverer vi varm mad bestående af ris, grøntsager, salat og kød to gange om ugen. De dage hvor der ikke er kød, giver vi dem et stykke frugt. Vi serverer ikke kylling. I går læste jeg i avisen, at fugleinfluenzaen er brudt ud her i Kurdistan, så ingen spiser kylling. Jeg tror nærmest, at det er et indgreb på den kurdiske kulturarv. Allerede da jeg var her i efteråret blev fuglemarkedet fjernet fra basaren, men nu er de også ved at slå bestanden ned flere steder. I dag så jeg dog en hane spankulerer rundt, men mon ikke den snart bliver til henrettet?

3. februar
Fredag og fridag. Puha nu skal jeg lige sunde mig over alle indtrykkene. Vi skal selvfølgelig holde en officiel indvielse og invitere prominente folk og pressen til at komme og se stedet. Men først skal vi have kørt værestedet i stilling og så har vi besluttet os for, at vi ved åbningen vil lade børnene vise, hvad de har lært på værestedet. Nu har de været der en uge. Manager Amir har styret det hele så fint synes jeg. Ja, faktisk dem alle sammen. Hyggerummet er slet ikke indrettet, så det skal vi have ordnet. Så mangler vi at få købt computere og Mohammed har vist også brug for et scenetæppe. Vi skal også have lavet nogle bænke, så børnene kan sidde ned og spise deres frokost. Plakaterne skal indrammes og vi skal have lavet nogle opslagstavler, så vi hele tiden kan hænge børnenes små kunstneriske produktioner op på væggen. Åh ja, der er mange ting. Men nu skal jeg lige have ordnet min netbank i Danmark og skrive til familie og venner at jeg faktisk er nået godt frem. 

2. februar
Det er helt fantastisk, at se hvad der sker. Der er så meget at skrive om, og jeg ved slet ikke hvor jeg skal starte. Jeg havde såmænd en lille tåre i øjenkrogen i dag, fordi det væltede ind med gadebørn fra vi åbnede dørene kl. 11. Så utroligt at det er lykkes at stable det hele på benene. Når man sidder med et projekt så længe, så går det hele nogle gange bare op i budgetter og praktiske foranstaltninger, så det var skønt at snakke med børnene og bare se at de brugte værestedet.Værestedet er ikke helt toptunet med alle møbler eller daglige rutiner, men personalet har ikke siddet på deres flade, siden jeg var her. Faktisk er de lidt bekymret over, at de ikke kan klare alle de børn der kommer og de er vildt trætte og udmattede over det store indryk af børn. Selvom Najeeba helt urimeligt synes, at personalet ikke har lavet nok, så er jeg så glad for at personalet er blevet pumpet med praktisk og teoretisk psykosocial undervisning om, hvordan de skal håndtere de her børn. For det var meget kaotisk og der var masser af larm. De forskellige lærere har også fået lavet deres aktivitetsprogrammer færdige og det var skønt at gå rundt og se dem i aktion med børnene. Nu er jeg kun endnu mere tryg ved dem. Dramalærer Mohammed fik os alle til at grine, da han skulle demonstrere hvordan gadedrengen Shwan skulle være en kylling – ikke en dreng, og så galede han højt og baskede med vingerne og kaglede løs. Han var helt fantastisk og så har han faktisk selv været et gadebarn. Dejligt at se børnene sidde og kigge beundrende på et godt eksempel som ham og se deres stolthed, når Mohammed gav dem et klap på skulderen og roste dem. Jeg er sikker på, at det giver børnene selvværdsoplevelser, der kan være med til at styrke dem til uddannelse og livet. Det er hvad jeg ønsker for dem.

1. februar
Der er en masse problemer der skal løses. Efter høflighedsfraserne, kys kys og velkommen blev Najeeba (formand for KSCRO) faktisk ret sur på mig, da jeg kom ind på kontoret i dag. Hun er meget overrasket over, at der er blevet brugt så mange penge, selvom vi faktisk følger budgetplanen og bogholder Shwan har været for at vise regnskabet frem. Hun synes også det er for dårligt, at hun ikke har fået nok oplysninger om processen, men når jeg spørger, om hun i løbet at sidste måned har taget kontakt til manageren eller bogholderen fra værestedet, siger hun nej og så er hun ligesom lidt selv uden om det, synes jeg. Hun har tidligere sagt til mig at jeg og værestedets personale selv skal ordne alt, fordi hun har travlt. I øvrigt har manager Amir fortalt mig, at de har været i kontakt med hinanden flere gange, når de er kommet på kontoret. Hun synes også, at det var alt for dårligt, at der ikke var blevet lavet nogen som helst form for reklame, så hvordan ville jeg få børn hen på værestedet? Ikke et eneste barn vil komme uden TV udsendelser, sagde hun. Socialarbejderne har været i basaren og lave opsøgende arbejde” tænkte jeg, men lod det ligge. I øvrigt synes hun også, at værestedets personale har arbejdet alt for lidt, men der måtte jeg indskyde, at de har altså har deltaget i et to måneders kursus, der sluttede i starten af januar. Så har vi renoveret bygningen og indrettet rummene. I løbet af mødet blev jeg irriteret over, at hun tilsyneladende ikke har styr på projekt- og budgetplanen. Selvfølgelig er det træls, at vi stadig ikke fået penge fra den kurdiske lokalregering og at vi stadig ikke kan overføre penge fra banken i Danmark til banken her i Hawler. Jeg afsluttede samtalen med et kunstigt smil og et ”Jeg er sikker på, at der er tale om en misforståelse og at vi nok skal få styr på det.” Så tog jeg hen på værestedet for at se, om det hele nu stod så grelt til, som hun beskrev. Ude foran værestedet så jeg først, at billedkunstner Skhars vægmaleri var færdigt. Dødflot med masser af stærke farver prydet med tegninger af arbejdende børn. Og så kunne jeg se, at værestedet er blevet døbt ”Amez”. Det betyder knus på kurdisk. Hele personalet og børnene har været inddraget i navngivningen og vi havde en lang liste med forskellige navne, men efter at manager Amir fortalte personalet at jeg var mest varm på Amez, så havde alle pludselig været enige om, at det skulle være navnet. Meget sødt synes jeg. Amir bomber mig med problemer, som han vil have at jeg tager fat i. Vi har for eksempel ikke noget elektricitet og nogle af socialarbejderne skal have tilladelse fra socialministeriet til at arbejde på værestedet. Og så er der ikke penge fra regeringen endnu. Der er en masse rutiner der skal på plads – og helst de rigtige, og jeg er lidt usikker på, om værestedet er på vej i den rigtige retning. Værestedet var tomt for børn. Øv, tænkte jeg. Men der lå ris og brødrester på gulvet og personalet så i virkeligheden også meget udmattede ud. Havde de haft travlt? Ja, for børnearbejderne har indtaget værestedet og i dag var der omkring 70 af dem. Hvor er det vildt.

31. januar
Så er jeg tilbage i Kurdistan. Også filmjournalisten Katja er med mig. Hun bliver og filmer til hendes dokumentarfilm i en uge. Det lykkedes mig at glemme mit rør med børneplakater i Frankfurt lufthavn. Det opdagede jeg en time før afgang til Kurdistan og så måtte jeg tage metroen tilbage til en anden terminal, løbe forvirret rundt for at finde et åbent ”mistet bagage-kontor” og var nær faret vild i Frankfurts spøgelsesagtigt forladte lufthavn. Vi ankom til Kurdistan dødtrætte om morgenen efter at have fløjet om natten. Så glemte jeg selvfølgelig plakatrøret i flyet og måtte løbe tilbage, medens en keddeldragtklædt mand var ved at spraye for baktusser. Uh, her er rygter om fugleinfluenza. Om aftenen var der slud og sne. Jeg fryser.

20. december
Købte lidt julegaver og var i Hawlers internationale lufthavn klokken 12. Flyet til Frankfurt var forsinket i 3 timer. Det var smukt at se sneen på de kurdiske bjergtoppe, selvom vinteren underligt nok ikke helt er kommet til Kurdistan endnu. Der er stadig op til 20 grader og ingen regn. Der har vel været cirka tre overskyede dage i de tre måneder jeg har været der. Da vi ankom til Tyskland var der paskontrol helt oppe ved flydøren, hvor passene blev tjekket med lup. De hapsede også en passager, inden han satte benene på tysk jord og krævede asyl. Jeg blev også udspurgt om mit ophold af en brysk paskontrollerende tysker. Nu er jeg i Frankfurt, hvor jeg skal overnatte til i morgen, fordi mit fly til København først afgår i morgen middag. Ret kedeligt. Nu hører I ikke mere fra mig før til januar. Rigtig glædelig jul og godt nytår!

19. december
Jeg var til møde med vicesocialminister Abdoullah Salih i socialministeriet i dag. Måske har jeg været der 10 gange efterhånden. Efter et kvarter fik jeg igen at vide, at en eller anden finansperson åbenbart stadig havde lukket sin telefon og at jeg kunne komme igen i morgen. Men i morgen skal jeg på juleferie i Danmark, så jeg sagde, at jeg kunne vente. Alle breve og procedurer er skrevet og godkendt, men pengene skal flyttes fra finansministeriet til socialministeriet. Det tager åbenbart en krig, især når ingen gør noget som helst. Jeg føler efterhånden, at der er tale om en modarbejdelse og har besluttet mig for at skrive til ministerrådet og premiereministeren, hvis det ikke er i orden før nytår. Jeg forstod, at vicesocialministeren spurgte om forskellige ting og at svaret var, at ingen af hans rådgivere vidste noget. En person fra socialministeriets finansafdeling tog til finansministeriet for at finde ud af noget. Måske – måske ikke. Abdoullah Salih lovede at ringe til mig med svaret her i eftermiddag, men det har han selvfølgelig ikke gjort. Jeg har lavet et møde mellem manager Amir og ham i morgen. Spændende at høre om Amir kan afslutte den langsomme proces. Jeg har skrevet omkring 30 huskepunkter til Amir. Han kiggede på sedlen og herefter på mig og spurgte nærmest frygtsomt ”Skal jeg lave alt det her, til du kommer tilbage?” Jeg sagde til ham, at det forventede jeg ikke, men han skulle holde alle jernene varme og skubbe til processerne, som jeg havde gjort de sidste tre måneder. Så sagde jeg farvel til det dejlige personale og synes egentlig, at jeg med ro i sindet kunne efterlade værestedet til dem for en stund. En god følelse.

18. december
Nu har jeg snart brugt tre måneder på at få lave nogle visitkort her i Kurdistan og i dag lykkedes det skam! Det har også krævet mindst 10 besøg i forskellige kopiforretninger. Det er et meget godt billede på, hvor trægt nogle ting går her i landet. Hver eneste dag følger jeg op på de ting, jeg har sat i gang. I dag ringede jeg for eksempel også til socialministeriet og skal til møde i morgen for at få en afklaring på de lovede penge. Så kritisabelt at de penge ikke står på vores konto endnu. Banken har endelig givet mig et SWIFT nummer, så nu skal vi fra Danmark prøve at sende penge direkte til Kurdistan. Vi må nok hellere lave en lille overførsel først.

17.december
En meget speciel dag. I dag kom 11 arbejdende drenge hen på værestedet. Det var ligesom om, at al mit arbejde det sidste halvandet år var det hele værd bare ved deres blotte tilstedeværelse. De skulle egentlig have deltaget i personalekurset i forbindelse med nogle praktiske øvelser i børneinterview, men i sidste øjeblik blev det lavet om. Jeg var meget utilfreds med det. Det dur ikke, at personalet laver en aftale med børnene og bagefter bare dropper dem. Typisk kurdisk at være ligeglad med en aftale. På grund af kommunikationsproblemer tog det mig nærmest 100 år at forklare, at det er meget vigtigt, at vi på værestedet er til at stole på. Helt fra starten af og for fremtiden. Derfor måtte jeg tage en af socialarbejderne ud af dagens kursus og få ham til at styre en lille maledag og give drengene den lovede frokost. Drengene var helt oppe og køre og råbte i munden på hinanden. De ville gerne lære engelsk, de ville gerne lære kong fu (!) og de ville gerne lære at bruge computeren og alt muligt andet. De ville alle stå ved siden af mig, da der blev taget et billede og kom nærmest op at slås. Så besluttede socialarbejder Zardesht, at vi skulle tage en masse billeder, så alle fik mulighed for at stå ved siden af mig. Han havde meget travlt med at styre dem. Nogle af drengene var aggressive, andre vist bare uvorne, men de formåede alle at gøre mig blød i knæene. Uh, hvor jeg bare har dem kær. Også selvom de larmede frygteligt og trampede i den nyplantede græsplæne. Zardesht så helt fortvivlet ud, synes jeg. Når personalet bliver lidt for romantiske i deres forestillinger om værestedet, fortæller jeg dem, at det bliver hårdt at arbejde med de børn og at de vil møde mange problemer. Jeg tror, at Zardesht forstod det i dag. Jeg havde to møder ude i byen og var nødt til at forlade Zardesht med drengene. Da jeg kom tilbage, fik jeg at vide, at han havde brugt 5 dollars på mad til børnene og at han havde været lige ved at købe for 5 dollars beroligende medicin til sig selv. Ha ha.

12.december
Stem på liste 730!  Fra og med i dag er der lukket i fem dage på grund af valget. Der har været uroligheder i flere kurdiske byer på grund af politik, men det er dog ikke noget, jeg personligt har mærket til.

10.december
Vi har fået lavet et stakit til verandaen, så de kære børn ikke falder og slår sig. Der ser ret westernagtigt og hyggeligt ud. Rashad er gået i gang med at male det. Jeg har bedt om at få lavet nogle låger til nogle farlige steder på tager og nu er der blevet sat to massive metaldøre op, som er cirka en halv meter højere end muren, hvilket ser ret dumt ud. Desværre tror jeg, at de er muret fast. 

7.december
Personalet har haft deres eksamen på det psykosociale uddannelses- og behandlingssted for børn. Jeg glæder mig til at se resultaterne. De taler ret godt om kurset og synes at underviserne er meget kloge. Nu starter den praktiske del af kurset og vi får snart besøg af nogle enkelte arbejdende børn på værestedet, som personalet kan øve sig lidt på.

3.december
Jeg hilste på DR´s mellemøstkorrespondent Ole Sippel i dag. Han er kommet til Kurdistan for at følge valget d. 15. december. I øjeblikket er der en utrolig masse reklamer for den kurdiske liste 730. Masser af kurdiske flag pryder gadebilledet og man kan købe nogle helt specielle flag, der kan sættes fast i bilruderne. Det er for eksempel ikke mærkeligt, hvis man for eksempel har 4 flag på alle sideruderne og et kæmpe flag henover køleren. Der er også en masse valgplakater, der viser den karakteristiske pegefinger dyppet i blæk – parat til at sætte et aftryk og en stemme. Folk går dog generel og grynter over samfundet og brokker sig over, at her ikke er elektricitet, varmt vand, retfærdighed, men til gengæld en masse korruption og politikere der bygger nye store huse, medens der er huller i vejene. Der sker dog helt sikkert fremskridt og genopbygning her i regionen uden at jeg dog skal gøre mig klog på kvaliteten og hvad det kurdiske folk får ud af det. Der bliver bygget overalt og investeret på livet løst. Jeg bliver tit mødt med spørgsmålet om hvorfor Danmark ikke er her i regionen. Det kan jeg jo ikke svare på.

2. december
Linoleumsgulvet som jeg omhyggeligt har valgt, er endelig kommet fra Bagdad. De har lagt det på ovenpå og det ser dødgodt ud. Blikkenslageren er færdig indenfor og mangler kun afløb og toiletter udenfor.

1. december
Kan stadig ikke åbne pengeboksen. Meget komisk. Bekymringer over, at der ikke er penge fra regeringen er åbenbart ikke nok. Siden jeg kom hjem fra arbejde har der været cirka 10 forskellige folk på mit værelse for at kigge på boksen. Kommet og gået og vendt tilbage med forskellige redskaber og nye folk. Håndværkere og sikkerhedsfolk. Først troede de, at det var batterierne og bagefter blev de vist enige med sig selv om, det var den lille danske pige, der havde glemt koden. Til sidst blev alle enige om at der ikke var andet at gøre end at hente den magiske nøgle og selveste hotelmanageren blev tilkaldt. Han havde åbenbart en speciel pengeboksnøgle, der kunne åbne det hele. Hele komedien tog cirka 5 timer. Vi er i Kurdistan.

30. november
Stadig ingen penge fra socialministeriet. Suk. Jeg har ringet 3 uger i træk til vice socialministeren for at høre hvad der sker. Hver gang siger han efter weekenden eller i morgen. Inshallah (om Gud vil). Han skal være med i konstitutions gruppen i Bagdad og jeg er nervøs for, om han smutter, inden han har ordnet overførslen af midlerne. Meget irriterende. I banken har de pludselig fundet ud af, at de vil have en ekstra procent mere for at overføre pengene. Så sagde jeg, at det var lidt mærkeligt at lave en aftale og bagefter ændre vilkårene. Jeg sagde, at så var jeg ikke interesseret i at overføre penge via dem, og pludselig var den oprindelige aftale ok igen. Selvom de hedder Kurdistan International Bank, har de ikke nedskrevet en politik for udenlandske overførsler, så alle er selvsagt lidt forvirrede. Til gengæld har jeg lært en engelsk talende kvinde at kende i hotellets motionslokale. Jeg har lært hende nogle forskellige øvelser. Hun taler glimrende engelsk og arbejder i banken og tager sig af det hele. Det er godt at kende folk. Jeg ved ikke hvorfor, men nu kan jeg heller ikke åbne min pengeboks, hvor jeg har pengene inden papirerne i banken går i orden.

29. november
Der sker en masse i værestedet i øjeblikket. Billedkunstlærer Shkar er gået i gang med murmaleriet og murer, gartner og tømrer er i fuldt sving med reparationer under skarp kontrol af vores nye pedel Rashad. Socialarbejderne fortæller, at der i den nærliggende Sheik Qala bazar er mange arbejdende børn og de har allerede udfyldt 50 spørgeskemaer sammen med dem. Rashad har meget på hjerte og med alle de spørgsmål sammenlagt med personalets spørgsmål bliver jeg lidt ør i hovedet. Jeg er blevet rigtig træt og har fået tunge sorte rander under øjnene. Meget charmerende. Siden jeg er kommet, har jeg arbejdet 6 dage om ugen og i den sidste tid fra 8.30 til 16. Eftersom der ikke er så hulens meget andet at lave, når jeg kommer hjem, ordner jeg regnskabet og laver hjemmesider for Danida og Danmarks undervisningsportal. Klokken 21 kommer der som regel en god film, så slapper jeg af og det er stort set min dag. I går havde jeg dog et saligt øjeblik. Jeg tog en havestol ud på værestedets veranda. Så sad jeg i solen og de 20 graders varme og kiggede på den ordnede have og clementintrærne. Jeg følte, at her kunne jeg sidde i 100 år.

24. november
I år har jeg oplysninger om, at to danske organisationer er begyndt at arbejde i irakisk Kurdistan. Den ene er Øst Missionen som arbejder længere nordpå med genopbygning af landsbyer, og den anden organisation er Care4you, som hjælper irakere med at vende hjem til Irak. Bestyreren hedder Salman og vi har koordineret at han sender hjemvendte kurdiske jobansøgere til værestedet. En af dem er Rashad, som jeg i dag har ansat som pedel. Han taler flydende dansk og jeg tror, at det bliver enormt hyggeligt at have ham omkring. Han er med ildhu allerede gået i krig med de mange praktiske ting og en stor bekymringsbyrde er lettet fra mine skuldre. I dag var jeg på hospitalet igen med den brændte pige Nigar og hendes far. Her blev vi sendt videre til en privat klinik. Vi kom til ”doktorgaden” og skulle lede efter et skilt med navnet Dr. Amir. Jeg forstår slet ikke, hvordan det lykkedes med alle de skilte. Han var der selvfølgelig ikke. Så ringede jeg til nogle læger og fik at vide, at jeg kunne besøge Dr. Amirs ven og finde ud af, hvornår han kom. Han var der heller ikke.... Så gik vi ind i en juicebar og bestilte et glas granatæblesaft og ringede efter chaufføren. Da bilen kom, var Dr. Amir kommet og så sendte jeg chauffør Omar af sted igen, hvilket han var meget træt af. Lægen undersøgte hende og vi aftalte at komme til Sulaimani i næste uge for at lave de to vigtigste operationer: Hendes øjenlåg, så hun kan lukke øjnene og hendes meget knudrede hånd, så hun kan bevæge den igen. Herefter er der utallige kosmetiske operationer. Jeg købte en skoletaske og en skoleuniform i dag, for hun vil gerne i skole og er en kvik pige. Måske bliver det svært at følge med alle operationerne i sigte, men hun blev i hvert fald glad for det hele og kan måske lære lidt af hendes lillesøster. En anden læge havde sagt til hendes far, at han ikke skulle sende hende i skole, men psykologen overbeviste ham om, at hun ville åbne op og få det bedre psykisk af at komme ud blandt andre børn.

23. november
Der er så mange ting jeg overhovedet ikke har styr på med hensyn til driften af værestedet. Der skal bestilles vand til vandtanken, en murer/tømrer/elektriker/blikkenslager skal fikse helt elementære ting som en for kort afløbsslange og døre der ikke kan lukkes. Vi skal forsøge at få elektricitet fra en ekstra linie. Der skal købes en super generator, der ikke forstyrrer naboerne og som kan bruges som backup, når der ikke er noget el, hvilket gælder størstedelen af døgnets timer. Og hvordan får man lagt græsplader ud, så man kan gå rundt i haven og nyde clementintræerne, der lige nu er fyldt med modne frugter?

22. november
Nu sidder jeg igen og venter på at blive hentet. Chauffør Omar skulle køre nogle franske gæster rundt og kunne for 5. dag i træk ikke hente mig på hotellet. Det betyder at jeg har ventet i uendeligheder og været ude af stand til at komme nogen som helst steder hen. På KSCROs kontor har de også en chauffør, men med 10 ansatte er der selvsagt meget at lave for ham. Han er en lille tynd ældre herre, der kun ejer det tøj han kører rundt i. Han har 10 børn og en kone i Mussel og kører i øvrigt helt sindssygt og glemmer nogle gange, hvor han skal hen. Han kalder mig Dada Lullu, hvilket er ret kært. Jeg er blevet bedt om ikke at køre alene i taxa, fordi det indebærer en risiko for at blive kidnappet. Der er rygter om, at en højtstående person er blevet kidnappet her i byen. Han tog en taxa, da hans bil løb tør for benzin. Nogle snakker om at det måske var aftalt spil mellem chaufføren og terroristerne. Nogle gange er jeg ved at koge over af utålmodighed og har lyst til at tage den taxa alligevel, men jeg ved godt at det er dumt og har heller ikke gjort det. Jeg savner min cykel, de danske cykelstier og fredelige Danmark. Øv.

21.november
I dag har vi gjort rent i værestedet. Det mindede lidt om en dag i Pippi Langstrømpes liv. Bare tæer og oceaner af vand væltede rundt i huset efterfulgt af en masse muntre miner. Her i Kurdistan bruger man åbenbart vaskepulver til at vaske gulv med. Underligt. Jeg var i øvrigt på hospitalet med de brændte børn, som jeg tidligere har talt om her på webloggen. Den ældste pige Nigar er virkelig et kompliceret tilfælde. Det skærer ind til benet, når jeg ser hende og jeg har flere gange været tæt på at fælde en tåre. Hun var så bange for lægen og psykologen, at hun begyndte at græde. På torsdag skal vi se en plastikkirurg. En af socialarbejderne følger sagen. Jeg synes, at det kunne være en god praktisk øvelse, da socialarbejderne i fremtiden skal være i stand til at følge og hjælpe individuelle sager fra værestedet rundt i sundhedssystemet.

15. november
Var til møde med viceamtsborgmester og amtsborgmester i dag sammen med Najeeba. Vi kom for at spørge, om vi kan få en minibus og en pick up til værestedet. Pickuppen er praktisk og minibussen skal køre rundt og samle børnene op i bazarområderne. Koreanerne styrer det her område og de har givet en masse busser til skolerne. Amtsborgmesteren prøver at skaffe en til os. Den koreanske militære enhed kalder sig selv for Oliven enheden.
Noget lidt andet end Camp Eden og Danevang, ikke? Jeg ser dem stort set aldrig, men de ser også meget små ud bag alt deres skudsikre udstyr og hjelme. Koreanerne omtales her som nogle soldater, der gemmer sig meget og er bange for at komme i konflikt med befolkningen og på siden af de sponsorerede busser, står der "We are friends" og "Sponsoreret af Oliven enheden". Fik i øvrigt en meget sensuel suppe til aftensmad i går. Jeg spiser meget dagens suppe og har prøvet mange forskellige slags efterhånden. Denne suppe var hvid og grumset, og hvis man er til flydende varm marcipan smager det sikkert godt. Men mandelsuppe bliver nok ikke lige min favorit!

14. november
Billedkunstlærer Shkar og jeg har været ude og se på murmalerier i dag.
Det er først i år, at jeg oplever den kunstart så udbredt her i Hawler. Den er vist opstået i takt med alle de grimme betonmure, der vælter op som en del af sikkerhedsforanstaltningerne. I hvert fald pynter det gevaldigt i bybilledet. Billederne viser typisk kurdisk dans, kurdisk nytår, det kurdiske oproer i 1991, den kurdiske masseudvandring og desuden en hel del kurdiske flag og frihedselskende heste. I øjeblikket er de i gang med at male muren omkring hotellet. Skønne visuelle udtryk for børns rettigheder. vi skulle ud i det kristne kvarter og se et murmaleri, som Shkar har været med til at lave. Her er mange udenlandske organisationer og ekstra mange betonmure, pigge der vælter op ad jorden og bomme bevogtet af vagter med gamle russiske geværer. Da vi kom ud i nabolaget var der betonmure over det hele og ved en bom, stod vagterne og pegede direkte på os med geværerne. Det fik min kære chauffør Omar til at sige " Tsk, tror han, at vi har Sarkawi med?" Det grinede vi meget af. (Sarkawi er en meget berygtet terrorist i Irak.)

12. november
Kursusstart er nu velpasseret. I dag holder jeg et nyt personalemøde for at høre, om de har fået læst projektbeskrivelsen igennem og for at fortælle dem, hvad vi nu skal i gang med. Vores billedkunstlærer Shkar skal i gang med udsmykningen af centeret, vores socialarbejdere skal i gang med at lave opsøgende arbejde i basaren, vores computerlærer skal ud og finde tilbud på computere. Han skal også tage billeder af arbejdende børn og lave nogle brochurer om seksuelt misbrug og om projektet. Jeg har en lang lang liste med detaljer. Alle skal planlægge centerets aktiviteter fremover. Der er virkelig mange tråde at holde styr på. Huset klar til indrykning. Alle småreperationer skulle være færdige nu og vi skal hente nøglen i morgen. Der er stadig nogle småproblemer med at få overført penge fra den kurdiske regering og først fra d. 15. november kan man få overført penge direkte fra Danmark, så vi kan ikke købe møbler før pengene er på plads. Vi har fået en konto i Kurdistans Internationale Bank. Det krævede tre besøg i banken og et utal af mennesker var involveret i en masse trættende procedurer.

8.november
Jeg har ansat den kvindelige socialarbejder Bahar. Nærmest samtidig dukkede vores længe savnede socialarbejder Zardesht op, men en af de andre socialarbejdere har allerede sagt op, fordi han var blevet optaget på en Master degree uddannelse. Forvirret? Det har jeg også været, men i sidste ende gik det hele op. Folk føler sig ikke specielt ansvarlige overfor deres arbejdsplads. Det handler mest om penge og mad på bordet, og hvis de finder et job med bedre loen eller bare er utilfredse, så smutter de. Her på kontoret har der på en måned været to udskiftninger i personalegruppen, så det bliver noget af en opgave at fastholde folk. Jeg håber, at jeg kan skabe en ansvarsfølelse og et

7.november
Informationsmødet gik i gang med 1 ½ times forsinkelse. Der var faktisk kun en enkelt, der kom til tiden. Alle var meget forvirrede på grund af den ekstra helligdag. Socialarbejder Zardasht er endnu ikke dukket op, men jeg har fået en forsinket ansøgning fra en kvindelig social arbejder og er meget interesseret i at få dygtige kvinder til værestedet, så måske får hun hans plads.

6.november
Jeg troede, at jeg skulle på arbejde i dag og holde informationsmøde for det nye personale. Det troede jeg også, at jeg skulle i går, men folk ved aldrig helt, hvornår det er helligdag og de kurdiske nyheder har igår aftes åbenbart annonceret, at folk ikke skal på arbejde I dag. så er man jo heldig, hvis man opdager det, men det gjorde jeg altså ikke og jeg har derfor lige været et smut henne forbi det lukkede kontor. Nu har jeg haft fri i 5 dage som afslutningen på ramadanen. Jeg har fået en kurdisk klædedragt fra vores partnerorganisation i anledningen af helligdagene, hvor alle som regel får nyt tøj. Tøjet består af en guld/orange blondekjole med pallietter, som jeg skal tage udover de tilhørende guldbukser og guld-t-shirt. Til sidst skal jeg tage en millionbesat orange pallietkåbe udover det hele. I Hawlers brune støv lyser jeg mægtigt op.

30. oktober
I dag fik KSCRO’s formand Najeeba og jeg underskrevet lejekontrakten til huset med blomsterdøren. Det betyder, at vi nu har en bygning til værestedet og jeg er derfor meget glad. Der er masser af plads og gode regulære rum. Vi får nøglen efter ramadanen, der snart afsluttes med 4-5 helligdage, der kaldes Jezne. Til den tid skal alle småreparationer, malerarbejde og rengøring være færdigt. Efter Jezne holder vi et informationsmøde for hele personalet og d. 7. november starter det psykosociale træningskursus på byens behandlingssted. Det hele begynder at tage form og det føles skønt.

27.oktober
Juhuu, nu har alle med undtagelse af en enkelt skrevet under på ansættelseskontrakterne. Det er stadig ikke lykkedes at komme i kontakt med en af socialarbejderne, fordi han har et andet telefonselskab end os. Der er nogle af hans venner, som prøver at komme i kontakt med ham. Socialministeriet har endelig givet grønt lys (igen) til projektet og nu mangler vi bare at få den økonomiske støtte ind på kontoen, før jeg er helt rolig. Jeg skal ud og kigge på endnu en bygning på lørdag. Hvis den ikke er egnet, så skriver jeg under på huset med blomsterdøren på søndag, hvis jeg til den tid har forstået alt omkring skat og praktiske ting i forbindelse med overtagelse af huset. Uh, meget spændende.

26.oktober
Janne og Christian er i sikkerhed. De var ude og besøge Dankurds sponsorerede børn i Chamchamal og fik at vide at bombemændene var på vej til den by, så der var en noget trykket stemning hos dem. Jeg fik en mail fra dem i morges. Vores kommende personale kom i dag for at underskrive ansættelseskontrakter, men der er stadig nogen, som vi ikke kan få fat i. Jeg trippede rundt hele dagen og var nervøs for, om de nu havde ombestemt sig og måske ikke kom alligevel. Desværre sagde vores forventede manager nej tak til jobbet. Han har fået et andet og bedre betalt job i et af ministerierne. Øv, men jeg vidste godt at han ville have meget mere i løn, men det kan vores budget desværre ikke klare. Så må vi jo finde en anden.

25. oktober 
Åh, jeg er meget bekymret. Chauffør Omar har lige kørt mig hjem fra arbejde og han fortalte, at der i dag har været to bilbomber i Sulaimani og at mange folk er døde. Det er alt hvad jeg ved. Janne og Christian er jo stadig i Sulaimani for at lave programtilsyn med børnene, som Dankurd sponsorerer dernede! Jeg har ringet hjem til min far og sagt, at jeg er ok. Jeg kastede op på kontoret og har bare haft det skidt i dag og måtte endda lægge mig ovenpå, som en anden Maude. Hele kontoret var i øvrigt fyldt med fattige familier, der fik udleveret tæpper, olievarmere og varmt tøj til børnene, så de kan klare sig gennem vinteren. Jeg så en pige, der blev helt uhyggeligt forbrændt for knap et år siden. Jeg ved ikke hvad der skal blive af hende. Hun får ingen behandling og de kan heller ikke give hende behandling her i landet. Hendes mor døde, da en gasflaske eksploderede, da hun var ved at bage brød. Alle husets tre børn blev slemt forbrændt. Vinduerne i huset var lavet af plastic og viklede sig rundt om børnene, da taget brast sammen over dem.

24. oktober
I dag gik turen til Sulaimani, der ligger 3 timers kørsel syd for Hawler. Vi tog tidligt af sted, fordi jeg skulle nå tilbage til Hawler før solnedgang og det farlige mørke. Det var en smuk tur gennem bjergene og så skønt at gense folk i vores partnerorganisation KSC-KCF. Jeg var tilbage i Hawler netop som Mullaherne skrålede løs. Min fastende chauffør Omar hørte det og stoppede straks bilen og drak vand.

23.oktober
Vi var helt flade, da vi nåede hjem på hotellet sidst på eftermiddagen efter 11 jobsamtaler på kurdisk og engelsk. Vi bestilte nogle tunsandwich og bad udtrykkeligt om kurdisk brød. Ellers får vi kontinental behandling og tørt toasted brød smager bare ikke særlig lækkert. Heldigvis var vi alle enige om, hvem der skulle ansættes. Jeg ringede til de fleste af dem og det var en dejlig følelse at tilbyde folk et job, selvom mine kurdiske kundskaber desværre gjorde samtalerne temmelig mærkelige.

22. oktober
Jeg har faæt en mail fra socialministeriet, hvor der står at jeg skal vente på deres anvisninger. Så strengt synes jeg. De kan jo ikke løbe fra deres ansvar, når de allerede har skrevet under på, at de støtter projektet. Og jeg kan ikke flytte værestedet til en anden by, nu hvor Danida har givet penge til netop dette projekt baseret på netop det undersøgelsesarbejde jeg har lavet her i byen. Jeg kan ikke vente og fortsætter ufortrødent arbejdet. Vi var ude og kigge på 4 bygninger i dag. Den ene bygning var huset med blomsterdøren, som var en af de første bygninger jeg så. Det sted er jeg varm på. Det lægger mellem 3 bazarområder i midten af byen i et fattigt kvarter med åbne afløb og hvor en masse snavsede børn løber rundt uden sko. Huset er gammelt og ligeså støvet som Hawler. Der er et par knuste ruder og nogle småreparationer, men der er nymalet med lyse vægge og et herligt blåt loft. Imorgen har vi endnu flere ansættelsessamtaler. Glæder mig meget til status quo i morgen aften. Indtil videre har vi fundet 4 sikre kandidater synes jeg. Er oppe at køre over det hele.

21. oktober
Fredag og ugens eneste fridag. Jeg tog Janne og Christian med på en tur ud i bjergene. Vores tolk Asthee var også med og vi besøgte hendes familie i byen Ravandus. De havde udsigt over den smukkeste dal med de kurdiske bjerge man kommer til at elske så meget her i Kurdistan. Der var ingen åbne restauranter og ikke en sjæl i sigte på grund af ramadanen og jeg klarede dagen på hjemmelavet vindruesaft, granatæbler, bananer og vand.

18.oktober
8000 kurdere fra Barzani klanen døde eller forsvandt under Anfal. Igår blev omkring 500 af dem hentet hjem til Barzan området fra massegravene i det sydlige Irak. Her blev de værdigt begravet under stor ceremoni. Hele byen blev afspærret og alle deltagende kvinder var klædt i sort tøj og tørklæder og lignede en kæmpe flok sorte krager. Sådan beskrev Ole Lund Kierkegård også kvinderne i bogen Hodja fra Pjort. Jeg havde møde idag inde i socialministeriet. Der var en lidt anden tone og ikke oplæg til at jeg skal droppe det hele. Efter flere forsøg blev et par mænd sat på opgaven om at finde en bygning til mig som de jo har skrevet under på at de ville gøre. Gad vide om det sker? Vi fortsætter vores egen søgning i hvert fald.

17.oktober
i dag har vi været ude og besøge Trade Bank of Iraq for at se, hvad de havde at byde på vedrørende oprettelse af en bankkonto, så vi kan få overført pengene til projektet. På hotellet mødte vi en kurder fra Danmark, som arbejdede i banken og fortalte, at vi kunne bruge den bank. Vi besøgte også et kulturinstitut for at fortælle, at vi leder efter kreative musikere og billedkunstlærere. Jeg tror faktisk, at det var en rigtig god ide og håber, at det betyder flere kvalificerede ansøgere til de kreative stillinger.

15.oktober
Så er valgdagen vist snart forbi. Hjemme i de små hjem sidder folk med blæk på fingeren efter at have afgivet deres stemme. Der var dog også mange, som ikke ville stemme. Nogle havde hørt, at kvinder skal bære tørklæde i det irakiske parlament og andre vil bare ikke støtte Iraks nye konstitution, fordi de ikke har elektricitet og vand. Jeg sad indenfor hele dagen og fandt ud af at der er født en lille prins i Danmark.

13.oktober
Nå, der er vist tale om 36 timers kørselsforbud i stedet for 5 dages undtagelsestilstand. Alle siger noget forskelligt. I hvert fald har vi ringet til nogle af jobansøgerne og har haft interviews med dem i dag fra klokken 10 til klokken 17. Vi er alle tre begejstrede for en kurder, som er uddannet socialpædagog i Tyskland, men ellers er der desværre ikke så frygtelig mange kvalificerede ansøgere. Når vi kommer på kontoret på tirsdag, så håber jeg på et indryk af superdygtige lærere og socialarbejdere.

12. oktober
Her op til folkevalget er der begyndt at være flere og flere vagter, politi og soldater i gaderne. Jeg kan ikke helt holde styr på de forskellige uniformer. Der er en lidt anspændt stemning. I følge tolken Ashtee er der varslet 5 dages undtagelsestilstand, der kun må brydes, når folk skal gå til stemmeurnerne i overmorgen.

11. oktober
Dankurds næstformand Janne Thorning og hendes bror Hans Christian Thorning er kommet til Kurdistan. Så er vi flere til at finde de rigtige folk til værestedet. Jeg har vist dem lidt rundt i byen. Vi har også været ude og kigge på en bygning til værestedet, men det er meget svært at finde bygninger i øjeblikket og de er meget dyre. Priserne er steget meget siden sidste år hvor jeg lavede forundersøgelsen og vores budget kan slet ikke følge med. Jeg er meget bekymret over det. Jeg skal have den kurdiske socialminister til at skrive under på et nyt budget vedrørende driften af værestedet. I går havde jeg møde med ham og han synes det er rimeligt at justere budgettet. i dag har jeg haft et møde med en underordnet i socialministeriet, der tilsyneladende er meget utilfreds med socialministerens godkendelse og som i øvrigt ikke vil hjælpe mig med at finde en bygning, fordi 1) det er umuligt og 2) fordi han selv er ved at lave et lignende center i basaren – blot et meget bedre end mit. Så det jeg er blevet bedt om at flytte værestedet til en anden by i Kurdistan! Jeg beherskede mig og fortalte venligt, at det var umuligt og har bedt om et nyt møde med den ansvarlige, og har kridtet skøne til på tirsdag.

9.oktober
Var ude med socialarbejder Sawsa på byens tv-stationer for at få lavet et jobopslag som tv-reklame. Tv folkene synes alle, at det var meget interessant med en udlænding med tørklæde og spurgte om jeg havde lyst til at læse jobopslaget på kurdisk, men så vidt rækker mine kurdisk kundskaber desværre ikke. Desuden er hele ideen med tørklædet at jeg kan sive anonymt rundt i byen. Og det virker skam. Nu kigger de bare på en lidt højere og lidt lysere kvinde end gennemsnittet og er usikre på, om jeg er araber, kurder eller europæer, og derfor er der ingen, som tør råbe efter mig, for tænk hvis jeg havde en masse fætre og brødre. Alle var enige i, at jeg var meget fornuftigt, nu hvor det var Ramadanen og beundrede min respekt for deres kultur og samfund.

7. oktober
Det er fredag og ugens eneste fridag og jeg er taget en tur ud af byen. På vejen så jeg 3-4 køretøjer hvor den kurdiske efterretningstjeneste stod på ladet læsset med store våben. Nogle af dem havde sorte hætter på og så ret frygtindgydende ud.

6. oktober
Hm, gad vide hvad den Mullah har gang i. Den sidste halve time har han sunget løst fra minaretten. Fra hotellet kan jeg se direkte ned på en moske og jeg synes lige, at jeg så nogle mænd lægge våben op i en pick up, men jeg bor på 7. etage, så måske var det noget andet. Hotellet er omkranset af betonblokke og her er en masse vagter og sikkerhedsforanstaltninger. Her bor en masse udenlandske forretningsfolk, journalister og folk fra humanitære organisationer, så det er et oplagt mål for terrorister.

4. oktober
36 grader og snevejr! Ret speciel vejr prognose, men det står der faktisk i avisen i dag. Man skal dog ikke tro på alt, hvad der bliver sagt i Kurdistan. Ramadanen startede i dag og da jeg kom hen på KSCRO’s kontor havde alle pludselig tørklæde på. Jeg har købt fire tørklæder, så jeg de kan matche mit tøj. Kurdiske kvinder bærer deres tørklæder ret afslappet, men det er en ret svær kunst har jeg fundet ud af. Det falder hele tiden ned og jeg skal konstant rette på det.

5. oktober
Lige nu sidder jeg på kontoret og sveder som en hest med undertrøje, skjorte, cardigan, lang nederdel og tørklæde. Jeg er frygtelig sløv og tørstig, men føler at det er upassende at bælle vand, medens alle de fastende tørster og sulter. Har frygtelig meget lyst til en middagslur. Der kommer stadigvæk mange ansøgere her på KSCRO’s kontor for at søge stillingerne. Der har været cirka 50 mænd, men desværre har kun en enkelt kvinde henvendt sig og det var en bekymret mor, der ville høre mere om jobbet på vegne af sin eneste datter. Folk ved ikke helt, hvad et CV er, da det er en ret ny ting her, men det må være en prøve. KSCRO havde skrevet mailinformationen forkert i avisen, hvilket jeg gryntede over, men de synes ikke det betød så meget, for folk ville alligevel møde op personligt.

3.oktober
Jeg har været henne i Kurdistan Central Bank, som på arabisk hedder Kurdistans Islamiske Bank. De er en af de få banker, som overfører penge direkte fra udlandet, men de starter først deres service om nogle uger. Heldigvis har jeg ikke de store udgifter endnu. Det kurdiske ministerråd betaler mit ophold her på hotellet, og den første store udgiftspost bliver det kursus som jeg har arrangeret for personalet på behandlingsstedet PSETC.

2 oktober
Tolken Ashtee har travlt med at oversætte alle dokumenter. Af en uvis grund har KSCRO ikke oversat papirerne, selvom jeg havde skrevet til dem for 4 måneder siden for at vi alle kunne være forberedt til projektstart. Vi har fået en stillingsopslag i avisen og de første folk er begyndt at melde sig. Meget spændende, synes jeg. Jeg har været ude på byens behandlingscenter for at tilrettelægge det planlagte kursusforløb for lærere, socialarbejdere og manageren. Behandlingsstedets personale var lige kommet hjem fra en rejse til Sverige, som deres svenske samarbejdspartnere havde arrangeret. Det er et svensk universitet, som hvert halve år giver dem undervisning og supervision. De er stadig meget professionelle og forstår hurtigt hvad jeg mener. Generelt set bliver jeg modtaget varmt og alle er meget hjælpsomme. ”Jeg har endda et maskingevær i mit bagagerum, hvis du har brug for det” tilbød en mand.

30.september
Jeg skal så hurtigt som muligt have købt et tørklæde. Situationen er anderledes end forrige og sidste år. Selvom her ikke er en eneste amerikansk soldat i sigte, så er der med stor sandsynlighed fundamentalistiske muslimer og terrorister, der arbejder hemmeligt. Den muslimske sheik Zana og hans terrornetværk blev fanget for nogen tid siden. Han var anerkendt og højt respekteret som religiøs leder af første rang, men der var ikke meget moral over ham. Han havde efter sigende en butik, hvor han gennede piger og unge mænd ned i en kælder gennem en lem i gulvet bag disken. Her optog han sine seksuelle overgreb mod dem og truede med at vise videobåndet til deres familier, hvis de ikke gjorde som han sagde. Han skar også ben, arme og hoveder af dem. Premiereministeren har i følge rygterne lovet offentlig henrettelse, men jeg ved ikke om det er rigtigt. Det lyder ret skummelt det hele.

29. september
Fra morgenmadsbuffetten fik jeg uheldigvis skovlet flødeskum op på tallerkenen i den tro, at jeg skulle spise hjemmelavet kurdisk yoghurt. Den danske snegl så indbydende ud, men var desværre meget tør. Prøvede også et blåt æg og en røget gedeyoghurt, men fandt til sidst ud af at linsesuppe, oliven, agurk og melon er min morgenmad fremover. Efter morgenmaden blev jeg hentet af vores samarbejdspartner Kurdistan Save Childrens Rights Organization (KSCRO) og tilbragte dagen på deres kontor, hvor alle var meget glade for at se mig og komme i gang med det længe planlagte projekt.

28. september
Min første aften i Kurdistan. Jeg er meget træt efter nattens rejse. Har bare spist lakridsdyr og kolde pistacienødder fra køleskabet. Så en film på Middle East Broadcasting og sov, sov, sov.

27. september
Min tredje rejse til Kurdistan er startet. Alting er gået så meget lettere denne gang. Jeg tog et fly til Frankfurt og herefter direkte til Erbil International Airport, der indeholder 5 meter bagagebånd. Der var også to skranker, hvor der blev lavet et flot stempel i mit pas, hvor der står både Irak og Kurdistan. Tænk sig en rejse til Kurdistan på så få timer og helt uden tyrkisk militær og politi, der tilbageholder mig, råber mig i hovedet, river mine ting i stykker og truer med at brænde alle mine papirer, fordi jeg er en trussel mod den tyrkiske regering. Ikke underligt at alle i flyet var ellevilde og snakkede højt og glade med hinanden under hele flyturen. I lufthavnen skulle man helt ud af selve lufthavnsområdet for at mødes med dem, der ventede på en. Hvis der altså var nogen....Det var der for eksempel ikke i mit tilfælde. Der blev færre og færre mennesker på parkeringspladsen og solen varmede mere og mere og vagterne begyndte at skule mystisk til mig. Efter at misforståelsen blev opklaret blev jeg hentet et par timer senere og kørt til hotellet.