|
|
|
Kurdistan november
2006
Af Annette Mainz, Formand i Foreningen Dankurd
|
|
I begyndelsen af november tog Janne Thorning og jeg til Kurdistan.
Formålet med rejsen var at vi skulle lave et såkaldt Projekttilsyn
på Værestedet Amezcentret i Hawler som Dankurd i samarbejde med en
lokal organisation startede op startede
op i oktober 2005.
Vi havde ligeledes planlagt at tage til Sulimania
for at besøge nogle af de børn vi sponserer og besøge vores
samarbejdspartner Kurdistan Save the Children.
|
 |
Amez centret
Vi startede med at besøge Amezcentret, hvilket var en meget positiv
oplevelse. Det er et meget velfungerende tilbud til arbejdende børn.
Man anslår at der bare i Hawler er over 4000 børn der arbejder!
Siden åbningen af centret i februar 2006 har over 475 drenge
benyttet centret.
På Amez kommer der dagligt mellem 100 og 150 børn, som alle er
drenge og fra 5 år op til 15 år hvorefter de ikke længere kan
benytte stedet.
Amez er beliggende på en lidt stille vej meget tæt på en byens
basarer. Der er fuld gang i alle aktiviteter på centret; musik,
computere, male, drama, og undervisning. i forskellige emner.
|
 |
Hver
dag serveres der en sund frokost til drengene. Der er også
sportstilbud som foregår udenfor huset.
Det var meget tydeligt for os at dette tilbud gør en stor forskel
for drengene som har mulighed for et fristed hvor de kan lege, lære
og bare få lov til at være børn. Alle medarbejdere virkede meget
meget engagerede og er efter vores vurdering meget kvalificerede.Ud over de aktiviteter man kan deltage i tages der også hånd om
problemstillinger der måtte forekomme i drengenes liv. Der er
hjemmebesøg i deres familier og man arrangerer seminarer for
forældrene hvor man tager relevante emner op.
I huset som på 350 m2 med en lille tilhørende have hvor hver m2 er i
anvendelse er der en meget rar og en meget meget livlig stemning.
Der er ingen tvivl om at Amez er en succes og forhåbentligt et
tilbud som lokalregeringen overtager efter den
1.oktober 2007 hvor Dankurd er
ude af projektet. |
 |
 |
|
Besøg på KCS i Sulimania
KSC har efter flere år endelig fået deres nye flotte hus hvor alle
de projekter og aktiviviteter de har, er samlet. Sponsorship
programmet er jo blot et af mange projekter KSC har.Vi mødtes med de ansatte som fortalte at det er hårde tider, dels
har inflationen gjort at de familier der modtager sponsorpenge
oplever at beløbet er devalueret med langt over 100 %.
Alle fødevarer og dagligdagsvarer er steget helt ekstremt, flere
fødevarer op til 500 %.Dette gør naturligvis at de beløb vi sender ikke rækker langt!
En anden problemstilling er at mange sponsorlande oplever at
sponsorer springer fra og at der ikke kommer nye til.
Mediedækningen globalt er jo at Kurdistan og kurderne har det meget
nemmere, et rigtig dårligt signal som jo heller ikke passer på
virkeligheden. Der var ingen tvivl om man var bekymret for hele
Sponsorshipprogrammet.
Da det er flere år siden vi i Dankurd har besøgt børn i Kalar og
prioriterede at tage dertil for at besøge nogle af de børn vi
sponsorer. Kalar er ligesom resten af Kurdistan hårdt ramt af
inflationens følgevirkninger og ifølge socialarbejder Mohammed har
de sponserede familier svært ved at klare sig.
|
 |
Vi besøgte 6 børn og deres familier. Det var dejligt at se at
børnene går i skole og er meget glade for det, men der var ingen
tvivl om at familierne er økonomisk presset.
Hvor vi ved tidligere besøg hos sponsorfamilier har kunnet se en
forbedring af familiens generelle situation var det her tydeligt at
de er pressede. Da vi gik rundt på vejene for at finde de huse de
respektive børn boede ud kom adskillige kvinder hen og spurgte os om
vi kunne hjælpe dem, de ønskede at få sponsor hjælp.
|
 |
|
Det var dejligt at se børnene men det er samtidigt rigtig hårdt at
opleve den armod flere af dem lever i. Flere af dem, de kalder huse
ville vi næppe kalde et hus, det er virkelig kummerlige forhold.
Men der skal ikke herske nogen tvivl om at vores støtte gør en
forskel. Det er svært at forestille sig hvis ikke, det første der
ville ske var givetvis at børnene droppede ud af skolen og skulle
arbejde i stedet.
|
 |
Overordnet indtryk af forholdene i Kurdistan
Der sker rigtig store forandringer i Kurdistan, der er masser af
initiativer forretningsmæssigt, der bygges nye store byggerier tæt
på de store byer og det at eje jord er blevet guld.
Det forekommer meget tydeligt er at de fattige er blevet fattigere
og mange er blevet meget rigere. Mange kurdere vi talte med sagde at
der ikke længere eksisterer en mellemklasse, men de 2 store
modsætninger. Huslejer stiger voldsomt og betyder at mange
eksempelvis offentlig ansatte nu må bruge det meste af deres
lønninger til at dække husleje.
Benzin/olie er paradoksalt en mangelvare, biler holdt lange lange
kører foran benzinstationer i timevis for at købe benzin!!
Priser på mad/dagligdagsvarer er steget eksplosivt.
Så ja der var mange store flotte biler, der var kommet
indkøbscentre, der bygges flotte boligbyggerier men de familier vi
sponsorer er ikke med i den fest, tværtimod. Nu er dette jo ikke noget ukendt fænomen i lande hvor man går fra
diktatur til skabelse af demokrati, markedskræfterne er seje, men
det der harmer, er at man via medierne ensidigt giver et billede af
et ”happy" Kurdistan” som vi ikke lige kunne se.
Annette Mainz |
 |
|
|
|
