Besøg i Kurdistan, maj 2001

af Annette Mainz

Janne Thorning og jeg tog til Kurdistan i maj 2001, hvor vi var i 14 dage. Formålet med vores rejse var primært at besøge den organisation vi samarbejder med, nemlig KSC og ligeledes, at vi ville have et indtryk af situationen i det område vi sponserer børn. Det var også vores ønske at undersøge om der var behov for andre ting end den økonomiske støtte, f.eks. undervisning/supervision osv.

Det var en fantastisk rejse for os, dels var det meget meget positivt og opleve KSC's arbejde; først og fremmest er det nogle utrolig engagerede medarbejdere, som arbejder i denne organisation, ( i Sponsorship Programmet er de fleste socialrådgivere) og i det hele taget var vi imponeret over hvor højt det faglige niveau er. Vi fik et klart billede af en velfungerende organisation, som vi med stor tillid kan samarbejde med. I forhold til de penge vi sender, bliver der lagt stor vægt på alle former for dokumentation og sikkerhed for at pengene kommer i de rigtige hænder, vi syntes næsten de gjorde for meget, men de understregede at det var nødvendigt da de ikke ønskede der skulle herske nogen tvivl.?

Vi nåede meget på den 14 dage; besøgte en del af de sponserede børn og deres familier i 3 områder Kalar, Chamchmal og Qaladiza. Det gjorde et enormt stort indtryk, frustration og vrede over at der er så meget nød og smerte i et land, som får så lidt opmærksomhed fra den resterende verden, men positivt at opleve at det vi gør ved at sponsere et barn virkelig gør en forskel. Det var tydeligt at den støtte gør at barnet og dets familie får et bedre liv. 

Vi besøgte 3 børnehjem, hvor de fysiske rammer efter danske forhold nok var som i begyndelsen af dette århundrede, ens klædte drenge, 4-8 delte værelse, hvor der kun var 1 seng og et lille skab til hver.? Forskellen var dog at vi igen oplevede at medarbejderne var engagerede og opmærksomme på børnenes behov, så det var et skridt i den rigtige retning. 

Vi mødtes også med lokalregeringens socialminister Narmeen Osman som fortalte om de sociale tiltag, der arbejdes på. Hun var helt klar over de enormt store behov der for sociale indsatser, men sagde også at det handler om den økonomiske situation, regeringen er klar over behovene, men der er ikke økonomi til alt det der skal gøres. Vi mødtes med kvindeorganisationer, med Habitat, som står for genopbygningen af boliger til tvangsforflyttede mennesker.

Dette er den meget korte version af vores tur, men det kom tilbage med er at det Dankurd gør er meget vigtigt , det gør en forskel og vi føler os meget trygge med samarbejdet med KSC. Vi kommer også tilbage med en klar fornemmelse af at der også er et meget stort behov for opdatering af viden, indenfor stort set alle områder , men indenfor vores felt er det viden om f.eks. ; diagnosticering mentalt ( børn) børnepsykologi/psykiatri, metodeudvikling , sorg/krisebehandling Dette vil vi forsøge at rejse tilbage og lave nogle mini-kurser omkring. Sidst men ikke mindst var det pragtfuldt at besøge et land, der udover også at være meget smukt har en befolkning, der trods alle de ting de har været igennem, med stolthed kæmper for et et demokratisk kurdisk samfund.

Annette Mainz, formand for Dankurd

Billeder fra rejsen med kommentarer

Besøg hos H. på to et halvt år gammel og hans familie i Sangasar District.
Faderen blev dræbt  i oktober 2000, i Ashmargu i opgør mellem PUK og PKK.
Denne mor har ingen familie overhovedet, og er fuldkommen afhængig af støtten.

R. bor hos sin onkel sammen med sin bedstemor,
som er en gammel kvinde.
Hans mor døde da han var fire år,
og hans far døde under "ANFAL" angrebet i 1988. 

I Qadirqarum boede R.'s familie under meget dårlige forhold.
Her ses onklens hus, hvor R. og bedstemoren bor i ét rum.

Denne familie er en blandt mange som er blevet tvunget væk fra deres hjem og landsby. Den irakiske regering "arabiserer" dvs. smider den kurdiske befolkning ud, og placerer i stedet arabiske familier i de nu tomme kurdiske landsbyer. Familien her består af en mor og far samt 11 børn, hvoraf de fem er retarderet! Da de blev tvunget væk fik de ikke lov til at tage nogle personlige ejendele med sig. De bor nu i en nedlagt, faldefærdig lagerbygning, og har intet forsørgelsesgrundlag. Familien modtager støtte fra KSC Fonden.

Besøg på børnehjemmet Oluf Palme, der er for forældreløse drenge mellem 6 og op til 11 år. Alle drengene er ens klædt, bor i 4-6 i et rum. Hver dreng har en seng og et skab. Måltiderne foregår ved at hver dreng går frem til en luge og får udleveret en portion.
Medarbejderne er meget engagerede men de har ingen ressourcer til at forbedre de meget nedslidte fysiske rammer, eller penge til indkøb af legetøj osv. Der bliver arbejdet meget med tegning og maling.