|
|
|
Dagbog: En dag i
Koya 21. september 2003
Følgende er uddrag af Lone Bendixens dagbog under hendes
ophold i irakisk Kurdistan 2003. Lone Bendixen sidder i bestyrelsen
i Dankurd.
|
Krig og dollarkurs
Vejen til byen Koya fører forbi yoghurt
sælgende drenge, en fluehvirvlende restaurant, der serverer frisk
honning i bivoks og mudderhuse med parabolantenner. Pludselig er man
på toppen af et bjerg, hvorfra Koya ses i det fjerne.
Jeg ankommer på dagen, hvor Kurdista Save the Children (KSC) deler
penge ud. Overalt i haven er der fyldt med kvinder i sorte flagrende
gevandter. De ligner sorte krager, der én efter én dypper
tommelfingeren i blåt blæk og sætter en autograf som kvittering for
modtagelse af pengene. Mange beklager, at de ikke fik penge i sidste
måned, og gang på gang må kassereren forklare, at sidste måneds
dollarkurs var så lav, at de syntes at det var bedre at vente en
måned, så de kunne få noget mere ud af sponsorpengene. Det er en
procedure, som KSC har gentaget et par gange siden den amerikanske
invasion. I april måned var kursen helt nede i 300 dinarer for 100
dollars. Nu uddeler de omkring 1200 dinarer for 100 dollars. Mange
af børnenes værger rejser langt for at hente pengene. Ofte fra
steder, hvor man må vente på, at der kører nogen forbi, som vil tage
en med til den nærmeste by, hvorfra man kan tage en taxi eller bus –
som koster penge.
Indsamling af patronhylstre
Khalel som har arbejdet som socialarbejder i Koya siden 1992
fortæller, at både uddannelsesniveau og folks levestandard i by og
omegn generelt set er blevet højere i løbet af de sidste 10 år.
”Pengene giver familierne råd til at handle mere og sætter gang i
hele samfundet og holder børnene i skole” siger Khalel. Sammen med
Khalel besøger jeg Dana, der bor med et uoverskueligt stort antal
familiemedlemmer i et lejet hus. Dana er 10 år og var ude for en
ulykke for 2 måneder siden. Dana var taget med noget familie til
Kirkuk for at samle patronhylstre efter kampene, så de kunne tjene
penge ved tage krudtet ud og sælge det. Dana havde siddet og hamret
på et patronhylster med en sten, da det pludselig eksploderede og
efterlod et ar i hovedet og en vansiret hånd. Han kan lige holde på
en blyant og skrive, men Khalel opfordrer ham og hans mor til at
træne hånden grundigt, så Dana får færrest mulige mén.
Saddams miner
Vejen fra Koya fører os gennem et råt klippelandskab besat med
skilte påmalet dødningehoveder. Saddams miner venter endnu på at
blive fjernet. Khalel fortæller, at Saddams første skridt i forsøget
på at udrydde kurderne var at udslette landsbyerne. Landsbyerne blev
brændt, og de overlevende rejste til de større byer. Ifølge Khalel
var Saddams plan, at han til sidst kun behøvede at koncentrere sig
om at udrydde de større byer. Medens vi kører forbi et hus omringet
af mineskilte, siger Khalel, at her i området blev ubetydelige
fårehyrder taget op i irakiske helikoptere og brutalt kastet ud over
bjergene fra højderne.
Landsbyen ved flodlejet
På begge sider af et udtørret flodleje ligger landsbyen Muharash.
Her støtter Dankurd drengen Gharib på 5 år. Alting er brunt i brunt
og de få huse er klinet op af sten, ler og strå. Alt er stille og
det eneste der vidner om liv, er et hvidt æsel, der står tøjret midt
i flodlejets tørre varme. Bedstemoren bor sammen med den lille
familie i det brune hus. Gharibs mor er udviklingshæmmet. Hun smiler
hele tiden, men hendes ansigt er lidt fordrejet og hendes opførsel
er ikke som en voksen. Det er måske forklaringen på, at hun blev
gift med en mand, der var 40 år ældre end hende selv. Gharib er i
følge Khalel den mest begavede i familien. Hans ene storebror har
dumpet første klasse og med hans stadige smil, ligner han sin mor i
opførsel. Gharibs anden bror er ude med en fætter. Gharib trækker
sig sky tilbage, da min tolk vil klappe ham på håret. Det var måske
meget godt, for Khalel bebrejder moren, at hun ikke vasker dem
ordentligt, og viser en bar plet på en af drengenes hoveder, hvor
håret er faldet af. De fortæller at vandet ikke er rent og ingen af
os rører yoghurtvandet i metalskålen, der er sat frem til os. Ikke
et smil ses på Gharibs ansigt. På et tidspunkt rejser han sig og
kaster brutalt sin sandal efter en lille kattekilling, der har
nærmet sig. Hans mor fortæller, at der hver dag kommer 12 katte og
så bliver hun jo nødt til at give dem alle sammen mad, hvilket er
ret bemærkelsesværdigt her i Kurdistan, hvor stort set alle foragter
de beskidte hunde og katte. Besøget hos Gharib, var en af de sjældne
gange, der efterlod mig trist. Det glædelige er, at der er en
socialarbejder som Khalel, der holder et vågnet øje med familien.
Lynnedslag
Vi kører endnu længere væk fra hovedvejen for at komme ud til den
4-årige dreng Daban. Støvet hvirvler op efter den bumpende
bil og mellem bjerge, flod og alt det grønne kan man på afstand se
en flok mennesker i bevægelse. Mest af alt lægger jeg mærke til et
løbende barn med bemærkelsesværdigt lyst hår; Daban. Hele familien
kommer os i møde, giver mig blomster, giver hånd og Dabans
lillesøster kysser min hånd. Med alle disse varme smil og store
grønne øjne forelsker jeg mig straks i denne familie. Jeg sidder det
meste af tiden bare og smiler tilbage på alle de betragtende
ansigter. Børnene har pjusket hår og de mindste er snavsede og i
laset tøj. Her om sommeren er Daban og hans familie flyttet tæt på
vandet, hvor de lejer et lille lerklinet rum på blot et par
kvadratmeter. Hønsene har fundet en kurv med fladbrød, som de står
og hakker i, men de bliver hurtigt gennet ud igen. Om natten sover
hele familien i det fri, men i ly under halvtaget. De lejer et
stykke jord, hvor de dyrker bønner og tomater. De opfeder også en
kalv for Dabans onkel. Dabans far døde som følge af et lynnedslag,
der også slog hans fætter ihjel. Med en armbevægelse mod markerne
fortæller Dabans mor, at det var lige her, at det skete.
Kød til børneflokken
Dabans mor fortæller, at hun får meget glæde af pengene fra Danmark.
Det vigtigste for hende, er at kunne glæde hendes børn og det kunne
hun ikke tidligere. Hver måned når hun har hentet pengene køber hun
noget særligt med hjem til dem – for eksempel lidt kød - og derfor
glæder de sig alle sammen til d. 21. i hver måned. Dabans mor er 33
år og den store børneflok vidner om, at hun blev gift i en ung
alder. Man kan tydeligt mærke hendes kærlighed til børnene. De
holder sig alle tæt til hende og hele familien virker glad og tæt
sammenknyttet. Dabans ældste bror klarer sig rigtig godt i skolen og
har så høje karakterer at han kan komme på universitetet og læse
naturvidenskab. Efter at have været ude og bese bønnemarken, spiser
vi friske figner, smiler og kigger lidt mere på hinanden inden
afskeden.
|
|
|
|
