Hvor
er hjælpen, spørger kurderne i det Nordirak. Området
producerer mængder af asylansøgere til Danmark, men heller
ikke dansk hjælp er til stede.
|
Foreningen
arbejder for at hjælpe kurdiske børn i det nordlige Irak og
sponsorerer i dag 24 børn. De to kvinder besøgte området i
slutningen af maj og mødte en befolkning, som i høj grad
føler, at de er blevet glemt af omverdenen.
"Der var mange, der spurgte os,
hvorfor der ikke var danske hjælpeorganisationer i området.
Det kunne vi jo ikke svare på. Folkekirkens Nødhjælp har
tidligere været dernede, men da jeg spurgte dem, hvorfor de
ikke var der længere, fik jeg at vide, at det var et
ressourcespørgsmål", siger Annette Mainz.
På grund af Vestens sanktioner har
levevilkårene i Irak i mange år været elendige. Kurderne i
det nordlige Irak har på mange måder levet med dobbelte
sanktioner: dem, der har ramt hele landet, plus de
begrænsninger og indgreb, som styret i Bagdad har påtvunget
kurderne. Overgrebene kulminerede i 1988, hvor den irakiske |
hær
først angreb den kurdiske by Halabja med senneps- og nervegas
og kort tid efter angreb flere tusinde landsbyer i regionen.
Over 182.000 kurdere forsvandt, og 4.500 landsbyer blev jævnet
med jorden.
Siden er kurderne jævnligt blevet
udsat for sporadiske angreb.
"Der er en stemning dernede af, at
det ikke er et spørgsmål, om Saddam Hussein angriber igen, men
om hvornår", siger Janne Thorning.
Den eneste hjælp af betydning, som
kurderne modtager i dag, er opbygning af huse. Såkaldte
shelters med to værelser, bygget i beton. På samme måde er
der blevet bygget tomme skaller til hospitaler og skoler. Men
kurderne har intet at putte i dem.
Der er ikke tale om, at de sulter, men
der er helt klart tale om, at både børn og voksne er fejl- og
underernærede, siger Janne Thorning, der til daglig arbejder i
den københavnske |
hjemmesygepleje.
"Og så er der en enorm mangel på
viden. De har været isolerede så længe. Kurderne mangler
læger, lærere og psykologer og de mangler medicin",
fortæller Annette Mainz.
Ifølge de to danske kvinder er der
meget militær, men ikke nogen egentlig stemning af krig.
Snarere en konstant underliggende frygt for, hvad fremtiden
bringer. Denne frygt og manglen på fremtidsperspektiver gør,
at mange flygter til blandt andet Danmark.
"Det virker grotesk, at danske
organisationer ikke er til stede. Sammenligner man med andre
lande i for eksempel Afrika, så er der her et fundament at
bygge på. Der er menneskelige ressourcer til stede og en stor
vilje til at få tingene til at fungere. Indsatsen, der skulle
til for at løfte dem op, er såmænd ikke så stor. Men det er,
som om de er blevet fuldstændig glemt", siger Annette
Mainz. |